V COLORIS QUINTET
Once Upon...Curiosity
Projektbeskrivelse
Den anden udgave af V Coloris’ nye kammermusikfestival med den gennemgående titel Once Upon… vil blive afholdt d. 7.-9. oktober 2023 i Koncertkirken i København og skal handle om tre mennesker, som man skal være nysgerrig for at lære at kende. Alle spillede de i det 20. århundrede absolutte hovedroller i musik- og kuluturlivet, men de gjorde det uden at tiltrække sig den største opmærksomhed, og det forekommer os, at tiden blot har gjort kendskabet til disse mennesker og det, de har afstedkommet, mindre, hvorfor vi med nysgerrigheden som chauffør og sammen med vores publikum og følgere i anledning af Once Upon… Curiosity sætter os for at lære dem bedre at kende. Og hvem er det så, vi taler om?
- Nadia Boulanger (1887-1979), der i årtier underviste og vejledte en lang række af de musikere og komponister, der skulle ende med at sætte dagsordenen i det 20. århundredes musik- og kulturliv.
- Svend Christian Felumb (1898-1972), en dansk oboist, der tidligt blev optaget i Københavns Blæserkvintet, som samarbejdede med Carl Nielsen og fik skrevet dennes Blæserkvintet opus 43 til sig. Han viste tidligt netværksmæssige færdigheder, store ambitioner på kunstens og musikkens vegne og store evner udi arrangering af koncerter mm. Han oprettede som 23-årig musikforeningen Ny Musik, der skulle blive toneangivende, og hen ad vejen tilegnede han sig evner inden for direktion, arrangement, komposition og undervisning, hvorved rigtig mange mennesker fik glæde af hans kreative sind.
- Paul Sacher (1906-1999), der i løbet af sit lange liv var en uvurderlig støtte – økonomisk, kunstnerisk og forretningsmæssigt mm. – for en lang række af det 20. århundredes mest markante komponister og musikpersonligheder. Et eksempel blandt mange er komponisten György Ligeti, der ville være fyldt 100 år i 2023, og som vi derfor også fejrer på festivalen.
På Once Upon… Curiosity kommer vi til at hylde disse tre mennesker for deres ubetingede kærlighed til musik og deres generøse investering i andre mennesker og deres musikalske projekter. Et lykkeligt liv (med musikken) er gerne et resultat af, at man som ung kan suge til sig og ride på bølger, andre har sat i gang, og at man senere med sine opbyggede erfaringer selv kan plante nye frø og føre stafetter videre.
Med det vanlige udgangspunkt i årsdagen for den første offentlige opførelse af Carl Nielsens Blæserkvintet opus 43 d. 9. oktober 1922 vil vi tænke i nye og anderledes baner med Nielsens blæserkvintet i modsætning til på Once Upon… Infiinity d. 7.-10. oktober 2022, hvor vi d. 9. oktober 2022 bragte en så præcis gengivelse af koncerten d. 9. okober 1922 som muligt. Nielsens blæserkvintet vil i 2023 blive analyseret og formidlet fra nye vinkler og blive udfordret af de øvrige værker på festivalen, og ligesom Nielsen skrev sin blæserkvintet inspireret af Mozarts Sinfonia Concertante op. 297b, har vi bedt komponist Mette Nielsen om at fortsætte rækken og skrive et værk inspireret af de to omtalte værker af Nielsen og Mozart, som skal uropføres i samme koncert, som vi spiller Nielsens blæserkvintet.
På Once Upon… Curiosity får vi kunstnerisk selskab af pianist Marianna Shirinyan, violinist Anna Agafia, bratschist Dana Zemtsov, cellist Andrei Ionita og harpenist Zach Hatcher, som vil hjælpe os med at formidle de kuriøse historier om de tre musikelskere i fokus. Som ved 2022-festivalen vil et vigtigt punkt på 2023-festivalen være en familiekoncert, og denne vil ligesom i 2022 finde sted i Folkehuset Absalon og have Christine Skou som vært. Vi har dog for 2023 planer om også at rette en koncert specifikt mod et yngre publikum i aldersgruppen 15-30. Vi håber at kunne møde disse unge på en populær bar eller café, hvor der vanligvis er koncerter med jazz- eller popkunstnere eller sangskrivere, og dermed introducere et nyt publikum for den musik, vi brænder for.